Bornholm, du prude vikingmø
     Tekst: Lucianus Kofoed, 1871
     Melodi: Joseph Glæser, 1880

     Bornholm, du prude vikingmø
     med sagnets gyldne spang,
     du moderskød i stormig sø,
     vort fædrehjem, vor fødeø,
     vor øjesten, vor odelsvang,
     dig vies denne sang, -
     dig vies denne sang!

     Hvor er du dejlig, som du står,
     med højhvalt klippebarm,
     i skrud, hvis fold som voven går,
     med granenåle i dit hår
     og lyngblomst-krans om hals og arm -
     så rank og rig og varm, -
     så rank og rig og varm.

     Hvo fik en lod i Guds natur,
     mer værd at glædes ved?
     her gaber kløft bag klintens mur,
     hist fyger sand og knejser urd,
     mens eng og ager bølger fed
     om lundens grønsvær-bed, -
     om lundens grønsvær-bed.

     Og her i løn fandt frihed ly,
     da fredløs om den drog,
     selv lyn fra pavevældens sky,
     som tugted land og tæmmed by,
     kun sjælden hid en omvej tog
     og skræk i sjæle jog, -
     og skræk i sjæle jog.

     Se, derfor nu vi stande må
     som stammens friske skud,
     som frimands afkom bør vi slå
     vort slag for lysets sejr og gå
     med blik på sagas skjold forud
     i tidens bølgebrud, -
     i tidens bølgebrud.